Hall of Fame medlem: Jimmi Bredahl
Født 26. august 1967
Hall of Fame – optaget i 2017
Jimmi Bredahl voksede op i København, og han blev dansk amatørmester i bantamvægt i 1985 og 1986, og i fjervægt i 1987 og 1989. I 1987 deltog han ved EM i Torino, inden han i 1989 skrev professionel kontrakt med promoter Mogens Palle.
Han rykkede hurtigt op på ranglisterne, og i 1992 fik han en succes, han præsterede som den første dansker:
Han vandt Europamesterskabet på udebane, da han i en kamp om den ledige titel i superfjervægt stoppede franske Pierre Lorcy. Samme år lavede Jimmi og bror Johnny Bredahl en double, da de begge vandt WBO VM-titler på samme stævne i Parken. Jimmi Bredahl slog Daniel Londas på points.
Han forsvarede titlen en enkelt gang, inden han i 1994 blev valgt som modstander til den amerikanske superstjerne Oscar de la Hoya i Los Angeles. Han kæmpede heroisk, inden han blev stoppet og mistede sit VM-bælte.
Bredahl vandt efterfølgende en række kampe, men silken var slidt, og da han i 1996 tabte en IBO VM-kamp mod Troy Dorsey, valgte han at stoppe. Efter karrieren har han ydet en stor indsats som boksetræner og mentor for unge mennesker.
Rekordliste 1989-1996:
26 sejre, 3 nederlag – BoxRec – Jimmi Bredahl
Betydende titler:
WBO-verdensmester i superfjervægt 1992-1994
Europamester i superfjervægt 1992