Knud Larsen, Jimmi Bredahl og Brian Nielsen
valgt i professionel boksnings Hall of Fame.
Dansk Professionel Boksning Hall of Fame har i 2017 valgt tre navne til den udvalgte skare af danske
boksepersonligheder gennem tiderne.
De tre er Knud Larsen, Jimmi Bredahl og Brian Nielsen.
OLD TIMERS
Knud Larsen
Københavnske Knud Larsen boksede som amatør for IF Sparta, og han blev dansk mester i fluevægt i 1919 og 1920, men han måtte melde afbud til OL i 1920. I 1922 blev han professionel hos promoter Valdemar Christiansen, og han blev dansk mester allerede i profdebut’en
I de følgende år boksede han i Danmark og flere andre europæiske lande, mest med sejre. Det lykkedes ham dog ikke at blive Europamester, da han i København måtte nøjes med uafgjort mod Luigi Quadrini i 1928. Efter en række kampe i USA og Canada fik han dog en ny EM-chance, og han besejrede Quadrini i 1929.
NUTIDEN
Jimmi Bredahl
Jimmi Bredahl voksede op i København, og han blev dansk amatørmester i bantamvægt i 1985 og 1986, og i fjervægt i 1987 og 1989. I 1987 deltog han ved EM i Torino, inden han i 1989 skrev professionel kontrakt med promoter Mogens Palle.
Han rykkede hurtigt op på ranglisterne, og i 1992 fik han en succes, kun få andre danskere har præsteret: Han vandt Europamesterskabet på udebane, da han i en kamp om den ledige titel i superfjervægt stoppede franske Pierre Lorcy. Samme år lavede Jimmi og bror Johnny Bredahl en double, da de begge vandt WBO VM-titler på samme stævne i Parken. Jimmi Bredahl slog Daniel Londas på points.
NUTIDEN
Brian Nielsen
Korsør-drengen Brian Nielsen begyndte at bokse sent, som 20-årig. Han viste sig dog hurtigt at have fighteregenskaber, der gjorde boksningen til mere end motion for at komme af med overvægt. Han overraskede igen og igen, og han blev både sjællandsk og dansk mester fem gange, Han vandt EM-bronze og i 1992 OL-bronze, som den eneste danske bokser, der har vundet OL-medalje i nyere tid.
“Super-Brian” var allerede folkeeje, da han blev professionel i 1992. Og populariteten voksede, mens han samlede på sejre, indtil en dehydrering kostede et overraskende nederlag til Dick Ryan i kamp nr. 50. Undervejs i karrieren vandt han VM-titler i forbundene IBO og IBC.