Sundhedsstyrelsen

§ 1. Stævnelægen skal sikre sig dokumentation for, at den, der deltager i en boksekonkurrence, i sundhedsmæssig henseende er konkurrencedygtig. Deltageren skal for stævnelægen fremlægge en lægeattest, som ikke må være over et halvt år gammel.

Stk. 2. Lægeattesten, der skal være udstedt af en læge med tilladelse til selvstændigt virke som læge, skal indeholde en grundig anamnese (sygehistorie), en almindelig helbredsundersøgelse omfattende en basal neurologisk undersøgelse, samt resultat af en   urinanalyse og en synsprøve.

Stk. 3. Lægeattesten skal oplyse, hvorvidt pågældende har eller har haft kroniske sygdomme, der på forhånd udelukker deltagelse i konkurrenceboksning. Som eksempler kan nævnes døvhed, epilepsi, neurologiske sygdomme, sukkersyge eller alvorligere muskelsygdomme.

Stk. 4. Synsprøven skal udvise en synsstyrke på mindst 6/18 på bedste øje og mindst 6/30 på dårligste øje (dette prøvet uden korrektion), ligesom bokseren højst må være nærsynet med –3,0 (målt i dioptrier). Synsfeltet skal være normalt.

§ 2. Boksere, der er fyldt 30 år eller har bokset 100 kampe, skal udover den i § 1 omhandlede helbredsundersøgelse tillige gennemgå en neurologisk speciallægeundersøgelse og en øjenlægeundersøgelse, jf. § 11, stk. 1, i Justitsministeriets cirkulære nr. 181 af 20. december 1989.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte undersøgelser skal gentages, når bokseren har bokset 150 kampe og herefter påny efter hver 25. kamp, jf. § 11, stk. 2, i Justitsministeriets cirkulære nr. 181 af 20. december 1989.

§ 3. Stævnelægen skal før afholdelse af kampe mellem amatørboksere påse, at der for hver enkelt deltager foreligger en af Dansk Amatør Bokse-Union (Bokseforbundet eller evt. lokalunionerne) udstedt startbog, der skal være vedlagt den i § 1 omhandlede lægeattest.

Stk. 2. Stævnelægen skal før afholdelse af kampe mellem professionelle boksere påse, at der foreligger en af Dansk Professionelt Bokse-Forbund udstedt international startbog (Medical Record Book). Startbogen skal indholde oplysninger om udfaldet af den forudgående lægeundersøgelse, jf. § 1.

§ 4. Stævnelægen skal påse, at startbogen er gyldig, dvs. at den er i overensstemmelse med reglerne om udstedelse af startbøger/licens til brug ved konkurrenceboksning (bilag 1 til Justitsministeriets cirkulære nr. 181 af 20. december 1989).

Stk. 2. Startbogen skal indeholde oplysning om udfaldet af den i § 2 nævnte obligatoriske, neurologiske speciallægeundersøgelse og øjenlægeundersøgelse.

Stk. 3. Startbogen skal endvidere indeholde notater om tidspunkt og sted for alle bokserens kampe og udfaldet af disse samt oplysning om evt. karantæner og om stævnelægens mulige anmærkninger.

§ 5. Startbogen forbliver i stævnelægens varetægt til kampen er overstået, og stævnelægen skal, såfremt bokseren bliver slået ud eller på anden vis bliver udsat for »hård medfart«, give påtegning herom i startbogen.

Stk. 2. Stævnelægen skal endvidere indføre evt. karantænepålæg i startbogen. Karantæne udelukker for den angivne periode bokseren fra deltagelse i såvel træning som kampe.

Stk. 3. Stævnelægen skal endvidere notere et udstedt karantænepålæg på det kort, som umiddelbart efter afholdelse af et amatørboksestævne skal indsendes til Dansk Amatør Bokse-Union. Kortet underskrives både af stævnelægen og kamplederen.

§ 6. De ovennævnte regler finder tilsvarende anvendelse ved kampe mellem professionelle boksere, jf. § 3, stk. 2.

§ 7. Stævnelægen skal af kamplederen have bekræftet, at de i § 13 i Justitsministeriets cirkulære nr. 181 af 20. december 1989 opstillede krav til ringens indretning er opfyldt.

§ 8. Stævnelægen skal endvidere påse, at de benyttede boksehandsker er forsvarligt polstrede, og at handskerne i kampe mellem boksere, der vejer 67 kg. eller derunder, hver har en vægt af mindst 8 ounces (227,2 gram), og i kampe mellem boksere, der vejer over 67 kg., hver har en vægt af mindst 10 ounces (283,5 gram), jf. § 10, stk. 1, i Justitsministeriets cirkulære nr. 181 af 20. december 1989.

Stk. 2. Amatørboksere skal benytte individuelt tilpasset boksehjelm.

Stk. 3. Boksere skal benytte individuelt tilpasset tandbeskytter.

Stk. 4. Stævnelægen skal endvidere påse, at bokserne anvender skridtbeskytter (cup).

§ 9. Stævnelægen skal afbryde en kamp, når han skønner, at en fortsættelse af denne rummer fare for en af deltagerne. Stævnelægens afgørelse skal straks efterkommes.

§ 10. Stævnelægen kan, når en bokser har været slået ud eller har fået en »hård medfart« pålægge den pågældende en karantæne af længere varighed end den karantæne, som pålægges bokseren af kamplederen.

Stk. 2. Stævnelægen kan i øvrigt pålægge en bokser karantæne, såfremt han finder det helbredsmæssigt påkrævet af andre grunde end anført i stk. 1. Karantænepålægget skal være begrundet i fornødent omfang.

§ 11. Stævnets ledere skal indsende lægens karantænepålæg til henholdsvis Dansk Amatør Bokse-Union og Dansk Professionelt Bokse-Forbund.

§ 12. Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en vejledning om stævnelægers pligter og beføjelser under offentlige boksekampe. Vejledningen er optaget som bilag til dette cirkulære.

§ 13. Cirkulæret træder i kraft den 1. august 2000.

Stk. 2. Samtidig ophæves Sundhedsstyrelsens cirkulære om stævnelægers pligter og beføjelser under offentlige boksekampe af 15. august 1990 med bilag.

Sundhedsstyrelsen, den 3. juli 2000

Einar Krag

/Michael von Magnus

---

Bilag

Vejledning om stævnelægers pligter og beføjelser under offentlige boksekampe

(Til stævnelæger)

Vejledningen er udarbejdet i tilslutning til Sundhedsstyrelsens cirkulære om stævnelægers pligter og beføjelser under offentlige boksekampe og indeholder dels en kort omtale af forekommende typiske virkninger af akutte og kroniske bokseskader, dels nogle anvisninger på, hvorledes stævnelæger skal forholde sig ved boksestævner.

1. Akutte bokseskader

Det er i boksning tilladt at ramme modstanderen overalt i ansigtet og på siderne af hovedet, hvorimod slag i baghovedet eller nakken er forbudt. Ved et tilstrækkeligt kraftigt stød mod hovedet opstår det såkaldte knockout, der foreligger, når en bokser efter at være slået i gulvet er ukampdygtig i mindst 10 sekunder. Det initiale bevidsthedstab efterfølges ofte af en kortvarig omtågethed, men allerede efter få minutters forløb synes restitution i reglen at være indtrådt. Undertiden kan en bokser dog i adskillige minutter ‑ i sjældnere tilfælde endog timer ‑ efter den tilsyneladende restitution fortsat være »groggy « , dvs. i en tilstand præget af desorientering, forlænget reaktionstid, nedsat dømmekraft og eventuelt let konfusion, tidvis endog automatisk adfærd. Det bemærkes, at en bokser, når han under kampen modtager gentagne slag i hovedet, kan blive delvis uklar ‑ »groggy « ‑ uden først at have været i gulvet. En »groggy « bokser kan undertiden fortsætte kampen, men er i denne tilstand sjældent i stand til at forsvare sig tilstrækkeligt effektivt og vil derfor være særlig udsat for på ny at blive ramt hårdt, eventuelt med regulært knockout til følge. Bliver en bokser i sådan tilstand slået ud, vil han ofte falde så tungt, at der kan opstå en læsion af hovedet, hvis dette rammer gulvet. I sjældne tilfælde har døden været følgen af et sådant fald. »Groggy‑perioden « efterfølges af en total amnesi, der også kan være retro‑ eller anterograd. Man har mange eksempler på, at en bokser, som tidligt i en kamp er blevet slået i gulvet, har genoptaget og fuldført kampen, men bagefter har komplet amnesi for sidste omgange.

 

Såvel knockout som »groggy‑tilstanden « svarer til det kliniske begreb commotio cerebri, omend de subjektive commotionssymptomer forekommer med påfaldende ringe hyppighed. Et enkelt knockoutstød efterlader kun meget sjældent nogen påviselig permanent hjernebeskadigelse, men risikoen for en sådan er større, hvis en bokser i løbet af en kamp modtager et stort antal hårde stød mod hovedet, også selv om han ikke bliver slået ud. Ved dyreforsøg er det således påvist, at hurtigt på hinanden følgende subcommotionelle hovedtraumer kan fremkalde multiple smålæsioner i hjernen. Blandt bokserne er det især de teknisk primitive, hårdføre »fighter « ‑typer, som er udsat for at rammes af talrige subcommotionelle traumer.

 

Det bemærkes, at der ved knockout ‑ og især hvis bokseren i faldet slår hovedet hårdt mod gulvet ‑ kan forekomme sværere, i sjældne tilfælde endog fatale, hjernelæsioner i form af epidural, subdural eller intracerebral blødning.

2. Kroniske bokseskader

En lang boksekarriere kan efterlade ydre stigmata ( »boksenæse « , »blomkålsøre « m.m.), som dog væsentligt kun har kosmetisk betydning. Hos ældre boksere kan der som resultat af en særlig langvarig og hård karriere opstå en kronisk hjernebeskadigelse, der viser sig som et såkaldt punch‑drunk syndrom, omfattende ataxi, taleforstyrrelser og mental reduktion. De patologisk‑anatomiske forandringer er blandt andet dilatation af hjerneventriklerne, smålæsioner i øvre hjernestamme og hippocampus samt undertiden ruptur af septum pellucidum. Efter de nu gældende skånebestemmelsers indførelse er syndromet i fuldt udviklet form blevet en sjældenhed, men lettere grader af intellektuel reduktion kan dog stadig ses hos boksere, som igennem en årrække har haft mange kampe. I begyndelsesstadiet kan kronisk hjerneskade formentlig kun afsløres ved psykologisk testning, hvorimod en negativ neurologisk undersøgelse og et normalt elektroencephalogram ikke udelukker tilstedeværelsen af en hjerneskade.

3. Stævnelægens funktioner

Før kampens begyndelse skal stævnelægen se de deltagende bokseres startbøger/Medical Record Books og sikre sig, at disse er ajourført, hvad angår resultatet af lægeundersøgelsen, samt at en eventuel forudgående karantæne er udløbet. Stævnelægen skal endvidere påse, om de i Justitsministeriets cirkulære nr. 181 af 20. december 1989 § 11 omtalte boksere har gennemgået den obligatoriske neurologiske undersøgelse samt øjenlægeundersøgelse. Stævnelægen bør endvidere før kampen være opmærksom på, om en af bokserne har været udsat for flere knockouts eller har haft en påfaldende lang række nederlag, idet der kan være grund til under kampen at holde et særlig vågent øje med sådanne boksere. Lægen bør veksle nogle ord med den enkelte bokser for at danne sig et indtryk af hans legemlige og mentale sundhedstilstand.

Boksekampe foregår i vægtklasser, og kampe mellem boksere, hvis vægtforskel er større end vægtforskellen mellem øverste og nederste vægtgrænse for nogen af de klasser, hvortil de pågældende boksere hører, må ikke finde sted. Deltagere, der møder frem i dårlig kondition som følge af anstrengelse for at holde sig nede i en vægtklasse, der er lavere end svarende til pågældendes udvikling, må ikke tillades at bokse.

Samtidig bør stævnelægen være opmærksom på, om der foreligger doping hos nogen af de boksere, som er anmeldt til stævnet. Får han mistanke herom, skal han foretage nærmere undersøgelse af bokseren til konstatering af, om denne er dopet. Såfremt stævnelægen finder, at mistanken er tilstrækkeligt begrundet, skal han nedlægge forbud mod, at den pågældende deltager i kampen.

Under kampen skal stævnelægen sidde i umiddelbar nærhed af ringen på niveau med sidedommerne og med frit udsyn og fri adgang til ringen. På denne måde kan stævnelægen på nært hold følge begivenhederne og let komme i kontakt med kamplederen. Der skal ved placeringen af stævnelægen tages behørigt hensyn til dennes sikkerhed. I almindelighed bør man lade en bokser, der bliver slået i gulvet og talt ud, blive liggende, indtil han selv begynder at rejse sig. Han kan herefter føres til ringhjørnet og ledsages til omklædningsrummet, hvor han bør hvile i mindst 1 time. Stævnelægen skal undersøge en bokser straks efter knockout eller anden »hård medfart « og henvise bokseren til egen læge, hvis det skønnes nødvendigt. Ved sværere knockouts med mere end nogle få minutters bevidsthedstab, skal stævnelægen foretage en orienterende undersøgelse af bokseren, inden denne flyttes fra ringgulvet. Der vil i sådanne tilfælde ofte være indikation for akut hospitalsindlæggelse til observation for intrakranielle komplikationer (epi‑ eller subduralt hæmatom m.m.).

En bokser, som har været slået i gulvet, men som atter synes at være kampdygtig inden 10 sekunders forløb, kan i reglen tillades at genoptage kampen, men bør i de første minutter herefter observeres med særlig opmærksomhed. Hvis der i denne fase kan iagttages nogle af de tidligere nævnte tegn på »groggy‑tilstand « , bør kampen omgående standses for at skåne bokseren for nye, muligvis sværere traumer. Det samme gælder naturligvis, når en bokser bliver slået »groggy « uden først at have været i gulvet. Stævnelægen bør være opmærksom på den særlige risiko for skader eller »hård medfart « , som boksere kan være udsat for, når de deltager i flere kampe med korte intervaller.

Når en kamp er blevet midlertidigt afbrudt på grund af en ny læsion (fx et »flækket øjenbryn « ), skal stævnelægen være kamplederen behjælpelig med at afgøre, hvorvidt det er forsvarligt at lade kampen fortsætte.

Stævnelægen skal afbryde en kamp, når han skønner, at en forsættelse af denne rummer fare for en af deltagerne. Stævnelægen er således bemyndiget til direkte at gribe ind og forlange en kamp standset. Stævnelægens afgørelse skal straks efterkommes.

Efter kampens afslutning skal stævnelægen undersøge de boksere, som har været udsat for et knockout, eller som på anden måde har fået en »hård medfart « . Formålet med undersøgelsen er dels at tage stilling til et eventuelt behov for øjeblikkelig behandling, dels at fastsætte varigheden af en eventuel karantæne. Ifølge Justitsministeriets kamplederinstruks (bilag 2 til Justitsministeriet cirkulære nr. 181 af 20. december 1989) skal en amatørbokser, som er blevet slået ud eller har fået en »hård medfart « , af kamplederen pålægges en karantæne af mindst 4 ugers varighed. Såfremt en bokser har modtaget 2 karantænepålæg inden for en periode på 3 måneder, kan han ikke få tilladelse til at bokse før 3 måneder efter udløbet af den anden karantæne. Såfremt en bokser har modtaget 3 karantænepålæg inden for en periode af 1 år, kan han ikke få tilladelse til at bokse før 1 år efter idømmelsen af den tredje karantæne. Karantænepålægget omfatter i de nævnte tilfælde deltagelse i såvel konkurrenceboksning som træning.

Det skal fremhæves, at stævnelægen i henhold til Sundhedsstyrelsens cirkulære om stævnelægers pligter og beføjelser under offentlige boksekampe, har en selvstændig beføjelse til at pålægge karantæne, ligesom stævnelægen har adgang til efter eget skøn at give karantæner af længere varighed end de nævnte. Ved afgørelsen af, om der bør pålægges bokseren længere karantæne, end hvad der følger af kamplederinstruksen, eller såfremt stævnelægen ønsker at pålægge karantæne af andre grunde end knockout eller »hård medfart « , kan stævnelægen fx lægge vægt på, om bokseren har synsforstyrrelser som følge af slag mod øjenregionen eller har symptomer på andre neurologiske påvirkninger eller forstyrrelser, fx bevidsthedsændringer.

En forlængelse af karantænen bør overvejes, hvis en bokser, som er slået ud, efter kampens afslutning stadig frembyder lettere bevidsthedsændringer, påfaldende lang amnesi eller tegn på, at traumet har været relativt svært.

Lægen kan også ud over de ovennævnte tilfælde pålægge en bokser karantæne, såfremt han finder det påkrævet.

Stævnelægen bør være opmærksom på, at en autoriseret startbog/Medical Record Book skal indeholde en særlig side til brug ved stævnelægens overførsler fra tidligere startbog/Medical Record Book til ny startbog/Medical Record Book af notater vedrørende skaders art og omfang samt om karantæner.

Da startbogen/Medical Record Book skal godkendes hvert år, skal der forud for godkendelsen foretages en ny lægeundersøgelse af bokseren, jf. § 3, stk. 1, i Regler om udstedelse af startbøger/licens til brug ved konkurrenceboksning (bilag l til Justitsministeriets cirkulære nr. 181 af 20. december 1989 om offentlige boksekampe).

Startbogen kan ikke godkendes, hvis reglerne om foretagelse af neurologisk speciallægeundersøgelse og øjenlægeundersøgelse af de i Justitsministeriets cirkulære i § 11, stk. 1, og 2, omtalte boksere ikke er overholdt.

Link til Sundhedsstyrelsen

Tilbage til –  Organisation